Salme 133-139
Dette er Biblen på dansk
133 Se, hvor godt og lifligt er det, når brødre bor tilsammen: 2 som kostelig Olie, der flyder fra Hovedet ned over Skægget, Arons Skæg, der bølger ned over Kjortelens Halslinning, 3 som Hermons Dug, der falder på Zions Bjerge. Thi der skikker Herren Velsignelse ned, Liv til evig Tid.
134 Op og lov nu Herren, alle Herrens, som står i Herrens Hus ved Nattetide! 2 Løft eders Hænder mod Helligdommen og lov Herren! 3 Herren velsigne dig fra Zion, han, som skabte Himmel og Jord.
135 Halleluja! Pris Herrens navn, pris det, I Herrens Tjenere, 2 som står i Herrens Hus, i vor Guds Huses Forgårde! 3 Pris Herren, thi god er Herren, lovsyng hans Navn, thi lifligt er det. 4 Thi Herren udvalgte Jakob, Israel til sin Ejendom. 5 Ja, jeg ved, at Herren er stor, vor Herre er større end alle Guder.
6 Herren gør alt, hvad han vil, i Himlene og på Jorden, i Have og alle Verdensdyb. 7 Han lader Skyer stige op fra Jordens Ende, får Lynene til at give Regn, sender Stormen ud fra sine Forrådskamre;
8 han, som slog Ægyptens førstefødte, både Mennesker og Kvæg, 9 og sendte Tegn og Undere i din Midte, Ægypten, mod Farao og alle hans Folk; 10 han, som fældede store Folk og veg så mægtige Konger, 11 Amoriternes konge Sion og Basans Konge Og, og alle Kana'ans Riger 12 og gav deres Land i Eje, i Eje til Israel, hans Folk. 13 Herre, dit Navn er evigt, din Ihukommelse, Herre, fra Slægt til Slægt, 14 thi Ret skaffer Herren sit Folk og ynkes over sine Tjenere.
15 Folkenes Billeder er Sølv og Guld, Værk af Menneskehænder; 16 de har Mund, men taler ikke, Øjne, men ser dog ej; 17 de har Ører, men hører ikke, ej heller er der Ånde i deres Mund. 18 Som dem skal de, der laved dem, blive enhver, som stoler på dem. 19 Lov Herren, Israels Hus, lov Herren, Arons Hus, 20 lov Herren, Levis Hus, lov Herren, I, som frygter Herren! 21 Fra Zion være Herren lovet, han, som bor i Jerusalem!
136 Halleluja! Tak Herren, thi han er god; thi hans Miskundhed varer evindelig! 2 Tak Gudernes Gud; thi hans miskundhed varer evindelig! 3 Tak Herrens Herre; thi hans miskundhed varer evindelig! 4 Han, der ene gør store undere; thi hans miskundhed varer evindelig! 5 Som skabte Himlen med indsigt; thi hans miskundhed varer evindelig! 6 Som bredte jorden på vandet; thi hans miskundhed varer evindelig! 7 Som skabte de store lys; thi hans miskundhed varer evindelig! 8 Sol til at råde om dagen; thi hans miskundhed varer evindelig! 9 Måne og stjerner til at råde om natten; thi hans miskundhed varer evindelig! 10 Som slog Ægyptens førstefødte; thi hans Miskundhed varer evindelig! 11 Og førte Israel ud derfra; thi hans Miskundhed varer evindelig! 12 Med stærk 'Hånd og udstrakt Arm; thi hans Miskundhed varer evindelig! 13 Som kløved det røde Hav; thi hans Miskundhed varer evindelig! 14 Og førte tsrael midt igennem det; thi hans Miskundhed varer evindelig! 15 Som drev Farao og hans Hær i det røde Hav thi hans Miskundhed varer evindelig! 16 Som førte sit Folk i Ørkenen; thi hans Miskundhed varer evindelig! 17 Som fældede store Konger; thi hans Miskundhed varer evindelig! 18 Og veg så vældige Konger; thi hans Miskundhed varer evindelig! 19 Amoriternes Konge Sion, thi hans Miskundhed varer evindelig! 20 Og Basans Konge Og thi hans Miskundhed varer evindelig! 21 Og gav deres Land i Eje; thi hans Miskundhed varer evindelig! 22 I Eje til hans Tjener Israel; thi hans Miskundhed varer evindelig! 23 Som kom os i Hu i vor Ringhed; thi hans Miskundhed varer evindelig! 24 Og friede os fra vore Fjender; thi hans Miskundhed varer evindelig! 25 Som giver alt Kød Føde; thi hans Miskundhed varer evindelig! 26 Tak Himlenes Gud; thi hans Miskundhed varer evindelig!
137 Ved Babels Floder, der sad vi og græd, når Zion randt os i hu. 2 Vi hængte vore Harper i Landets Pile. 3 Thi de, der havde bortført os, bad os synge, vore Bødler bad os være glade: "Syng os af Zions Sange!" 4 Hvor kan vi synge Herrens Sange på fremmed Grund? 5 Jerusalem, glemmer jeg dig, da visne min højre! 6 Min Tunge hænge ved Ganen, om ikke jeg ihukommer dig, om ikke jeg sætter Jerusalem over min højeste Glæde!
7 Herre, ihukom Edoms Sønner for Jerusalems Dag, at de råbte: "Nedbryd, nedbryd lige til Grunden!" 8 Du Babels Datter, du Ødelægger! Salig den, der gengælder dig, hvad du gjorde imod os! 9 Salig den, der griber dine spæde og knuser dem mod Klippen!
138 Jeg vil prise dig Herre, at hele lovsynge dig for Guderne; 2 jeg vil tilbede, vendt mod dit hellige Tempel, og mere end alt vil jeg prise dit Navn for din Miskundheds og Trofastheds Skyld; thi du har herliggjort dit Ord. 3 Den Dag jeg råbte, svared du mig, du gav mig Mod, i min Sjæl kom Styrke. 4 Alle Jordens Konger skal prise dig, Herre, når de hører din Munds Ord, 5 og synge om Herrens Veje; thi stor er Herrens Ære, 6 thi Herren er ophøjet, ser til den ringe, han kender den stolte i Frastand. 7 Går jeg i Trængsel, du værger mig Livet, mod Fjendernes Vrede udrækker du Hånden, din højre bringer mig Frelse. 8 Herren vil føre det igennem for mig, din Miskundhed, Herre, varer evindelig. Opgiv ej dine Hænders Værk!
139 Herre, du ransager mig og kender mig! 2 Du ved, når jeg står op, du fatter min Tanke i Frastand, 3 du har Rede på, hvor jeg går eller ligger, og alle mine Veje kender du grant. 4 Thi før Ordet er til på min Tunge, se, da ved du det, Herre, til fulde. 5 Bagfra og forfra omslutter du mig, du lægger din Hånd på mig. 6 At fatte det er mig for underfuldt, for højt, jeg evner det ikke! 7 Hvorhen skal jeg gå for din Ånd, og hvor skal jeg fly for dit Åsyn? 8 Farer jeg op til Himlen, da er du der, reder jeg Leje i Dødsriget, så er du der; 9 tager jeg Morgenrødens Vinger, fæster jeg Bo, hvor Havet ender, 10 da vil din Hånd også lede mig der, din højre holde mig fast!
11 Og siger jeg: "Mørket skal skjule mig, Lyset blive Nat omkring mig!" 12 så er Mørket ej mørkt for dig, og Natten er klar som Dagen, Mørket er som Lyset.
13 Thi du har dannet mine Nyrer, vævet mig i Moders Liv. 14 Jeg vil takke dig, fordi jeg er underfuldt skabt; underfulde er dine Gerninger, det kender min Sjæl til fulde. 15 Mine Ben var ikke skjult for dig, da jeg blev skabt i Løndom, virket i Jordens Dyb; 16 som Foster så dine Øjne mig, i din Bog var de alle skrevet, Dagene var bestemt, før en eneste af dem var kommet. 17 Hvor kostelige er dine Tanker mig, Gud, hvor stor er dog deres Sum! 18 Tæller jeg dem, er de flere end Sandet, jeg vågner - og end er jeg hos dig.
19 Vilde du dog dræbe de gudløse, Gud, måtte Blodets Mænd vige fra mig, 20 de, som taler om dig på Skrømt og sværger falsk ved dit Navn. 21 Jeg hader jo dem, der hader dig, Herre, og væmmes ved dem, der står dig imod; 22 med fuldt Had bader jeg dem, de er også mine Fjender. 23 Ransag mig, Gud, og kend mit Hjerte, prøv mig og kend mine Tanker! 24 Se, om jeg er på Smertens Vej, og led mig på Evigheds Vej!