Job 24-28
Dette er Biblen på dansk
24 Hvorfor har ej den Almægtige opsparet Tider, hvi får de, som kender ham, ikke hans Dage at se? 2 De onde flytter Markskel, ranede Hjorde har de på Græs. 3 faderløses Æsel fører de bort, tager Enkens Okse som Borgen: 4 de trænger de fattige af Vejen. Landets arme må alle skjule sig.
5 Som vilde Æsler i Ørkenen går de ud til deres Gerning søgende efter Næring; Steppen er Brød for Børnene. 6 De høster på Marken om Natten, i Rigmandens Vingård sanker de efter. 7 Om Natten ligger de nøgne, uden Klæder, uden Tæppe i Hulden. 8 De vædes af Bjergenes Regnskyl, klamrer sig af Mangel på Ly til Klippen. 9 - Man river den faderløse fra Brystet, tager den armes Barn som Borgen. 10 Nøgne vandrer de, uden Klæder, sultne bærer de Neg; 11 mellem Murene presser de Olie. de træder Persen og tørster. 12 De drives fra By og Hus, og Børnenes Hunger skriger. Men Gud, han ænser ej vrangt.
13 Andre hører til Lysets Fjender, de kender ikke hans Veje og holder sig ej på hans Stier: 14 Før det lysner, står Morderen op, han myrder arm og fattig; om Natten sniger Tyven sig om; 15 Horkarlens Øje lurer på Skumring, han tænker: "Intet Øje kan se mig!" og skjuler sit Ansigt under en Maske. 16 I Mørke bryder de ind i Huse, de lukker sig inde om Dagen, thi ingen af dem vil vide af Lys. 17 For dem er Mørket Morgen, thide er kendt med Mørkets Rædsler.
18 Over Vandfladen jages han hen, hans Arvelod i Landet forbandes, han færdes ikke på Vejen til Vingården. 19 Som Tørke og Hede tager Snevand, så Dødsriget dem, der har syndet. 20 Han er glemt på sin Hjemstavns Torv, hans Storhed kommes ej mer i Hu, Uretten knækkes som Træet. 21 Han var ond mod den golde, der ikke fødte, mod Enken gjorde han ikke vel; 22 dem, det gik skævt, rev han bort i sin Vælde. Han står op og er ikke tryg på sit Liv, 23 han styrtes uden Håb og Støtte, og på hans Veje er idel Nød. 24 Hans Storhed er stakket, så er han ej mer, han bøjes og skrumper ind som Melde og skæres af som Aksenes Top. 25 Og hvis ikke - hvo gør mig til Løgner, hvo gør mine Ord til intet?
25 Så tog Sjuhiten Bildad til Orde og sagde: 2 "Hos ham er der Vælde og Rædsel, han skaber Fred i sin høje Bolig. 3 Er der mon Tal på hans Skarer? Mod hvem står ikke hans Baghold op? 4 Hvor kan en Mand have Ret imod Gud, hvor kan en kvindefødt være ren? 5 Selv Månen er ikke klar i hans Øjne og Stjernerne ikke rene 6 endsige en Mand, det Kryb, et Menneskebarn, den Orm!
26 Så tog Job til Orde og svarede: 2 "Hvor har du dog hjulpet ham, den afmægtige, støttet den kraftløse Arm! 3 Hvor har du dog rådet ham, den uvise, kundgjort en Fylde af Visdom! 4 Hvem hjalp dig med at få Ordene frem, hvis Ånd mon der talte af dig? 5 Skyggerne skælver af Angst, de, som bor under Vandene; 6 blottet er Dødsriget for ham, Afgrunden uden Dække. 7 Han udspænder Norden over det tomme, ophænger Jorden på intet; 8 Vandet binder han i sine Skyer, og Skylaget brister ikke derunder; 9 han fæstner sin Trones Hjørner og breder sit Skylag derover; 10 han drog en Kreds over Vandene, der, hvor Lys og Mørke skilles. 11 Himlens Støtter vakler, de gribes af Angst ved hans Trusel; 12 med Vælde bragte han Havet til Ro og knuste Rahab med Kløgt; 13 ved hans Ånde klarede Himlen op hans Hånd gennembored den flygtende Slange. 14 Se, det er kun Omridset af hans Vej, hvad hører vi andet end Hvisken? Hans Vældes Torden, hvo fatter vel den?
27 Job vedblev at fremsætte sit Tankesprog: 2 "Så sandt Gud lever, som satte min Ret til Side, den Almægtige, som gjorde mig mod i Hu: 3 Så længe jeg drager Ånde og har Guds Ånde i Næsen, 4 skal mine Læber ej tale Uret, min Tunge ej fare med Svig! 5 Langt være det fra mig at give jer Ret; til jeg udånder, opgiver jeg ikke min Uskyld. 6 Jeg hævder min Ret, jeg slipper den ikke, ingen af mine Dage piner mit Sind.
7 Som den gudløse gå det min Fjende, min Modstander som den lovløse! 8 Thi hvad er den vanhelliges Håb, når Gud bortskærer og kræver hans Sjæl? 9 Hører mon Gud hans Skrig, når Angst kommer over ham? 10 Mon han kan fryde sig over den Almægtige, føjer han ham, når han påkalder ham? 11 Jeg vil lære jer om Guds Hånd, den Almægtiges Tanker dølger jeg ikke; 12 se, selv har I alle set det, hvi har I så tomme Tanker? 13 Det er den gudløses Lod fra Gud, Arven, som Voldsmænd får fra den Almægtige: 14 Vokser hans Sønner, er det for Sværdet, hans Afkom mættes ikke med Brød; 15 de øvrige bringer Pesten i Graven, deres Enker kan ej holde Klage over dem. 16 Opdynger han Sølv som Støv og samler sig Klæder som Ler 17 han samler, men den retfærdige klæder sig i dem, og Sølvet arver den skyldfri; 18 han bygger sit Hus som en Edderkops, som Hytten, en Vogter gør sig; 19 han lægger sig rig, men for sidste ang, han slår Øjnene op, og er det ej mer; 20 Rædsler når ham som Vande, ved Nat river Stormen ham bort; 21 løftet af Østenstorm farer han bort, den fejer ham væk fra hans Sted. 22 Skånselsløst skyder han på ham, i Hast må han fly fra hans Hånd; 23 man klapper i Hænderne mod ham og piber ham bort fra hans Sted!
28 Sølvet har jo sit Leje, som renses, sit sted 2 Jern hentes op af Jorden, og Sten smeltes om til Kobber. 3 På Mørket gør man en Ende og ransager indtil de dybeste Kroge Mørkets og Mulmets Sten; 4 man bryder en Skakt under Foden, og glemte, foruden Fodfæste, hænger de svævende fjernt fra Mennesker. 5 Af Jorden fremvokser Brød, imedens dens Indre omvæltes som af Ild; 6 i Stenen der sidder Safiren, og der er Guldstøv i den. 7 Stien derhen er Rovfuglen ukendt, Falkens Øje udspejder den ikke; 8 den trædes ikke af stolte Vilddyr, Løven skrider ej frem ad den. 9 På Flinten lægger man Hånd og omvælter Bjerge fra Roden; 10 i Klipperne hugger man Gange, alskens Klenodier skuer Øjet; 11 man tilstopper Strømmenes Kilder og bringer det skjulte for Lyset.
12 Men Visdommen - hvor mon den findes, og hvor er Indsigtens Sted? 13 Mennesket kender ikke dens Vej, den findes ej i de levendes Land; 14 Dybet siger: "I mig er den ikke!" Havet: "Ej heller hos mig!" 15 Man får den ej for det fineste Guld, for Sølv kan den ikke købes, 16 den opvejes ikke med Ofirguld, med kostelig Sjoham eller Safir; 17 Guld og Glar kan ej måle sig med den, den fås ej i Bytte for gyldne Kar, 18 Krystal og Koraller ikke at nævne. At eje Visdom er mere end Perler, 19 Ætiopiens Topas kan ej måle sig med den, den opvejes ej med det rene Guld.
20 Men Visdommen - hvor mon den kommer fra, og hvor er Indsigtens Sted? 21 Den er dulgt for alt levendes Øje og skjult for Himmelens Fugle; 22 Afgrund og Død må sige: "Vi hørte kun tale derom." 23 Gud er kendt med dens Vej, han ved, hvor den har sit Sted; 24 thi han skuer til Jordens Ender, alt under Himmelen ser han. 25 Dengang han fastsatte Vindens Vægt og målte Vandet med Mål, 26 da han satte en Lov for Regnen, afmærked Tordenskyen dens Vej, 27 da skued og mønstred han den, han stilled den op og ransaged den.
28 Men til Mennesket sagde han: "Se, Herrens Frygt, det er Visdom, at sky det onde er Indsigt."