Amos 6-9
Dette er Biblen på dansk
6 Ve Zions sorgløse mænd og de trygge på Samarias bjerg, I ædle blandt førstegrødefolket, hvem Israels Hus søger til; 2 (drag over til Kalne og se, derfra over til det store Hamat og ned til Filisternes Gat: Er de bedre end disse Riger, deres Område større end eders?)
3 I, som afviser Ulykkesdagen og bringer Urettens Sæde nær. 4 De ligger på Elfenbenslejer, henslængt på deres Bænke; af Hjorden æder de Lam og Kalve fra Fedesti; 5 de kvidrer til Harpeklang og opfinder Strengeleg som David; 6 de drikker Vinen af Kander og salver sig med ypperste Olie, men sørger ej over Josefs Skade. 7 Derfor skal de nu føres bort forrest i landflygtiges Flok. Dagdrivernes Skrål får Ende, lyder det fra Herren, Hærskarers Gud.
8 Den Herre Herren svor ved sig selv: Afsky har jeg for Jakobs Hovmod, hans Borge vækker mit Had; jeg prisgiver Byen og dens fylde. 9 Og er der end hele ti Mænd i eet Hus de skal dog dø. 10 Og levnes der een, så trækkes han frem af sin Slægtning og den, som røer når Ligene hentes af Huse. Og han siger til ham inderst i Huset: "Er der flere hos dig?" Hin svarer: "Ingen!" Da siger han: "Tys!" Thi Herrens Navn tør de ikke nævne.
11 Thi Herren, se, han byder og slår det store Hus i Stykker, det lille Hus i Splinter.
12 Løber mon Heste på Klipper, pløjes mon Havet med Okser? Men I vender Retten til Gift og Retfærds Frugt til Malurt; 13 I glæder jer over Lodebar og siger: "Mon ikke det var ved vor Styrke, vi tog Karnajim? 14 Thi se, jeg rejser et Folk imod eder, Israels Hus, lyder det fra Herren, Hærskarers Gud; Trængsel bringer det eder fra Egnen ved Hamat til Arababækken.
7 Således lod den Herre Herren mig skue: Se, græshopper kom til syne, da Efterslætten var ved at gro frem, Efterslætten efter Kongens Høst. 2 Og da de var ved helt at afæde Jordens Urter, sagde jeg: "Herre, Herre, tilgiv dog! Hvorledes skal Jakob stå det igennem, så lille han er?" 3 Og Herren angrede. "Det skal ej ske!" sagde Herren.
4 Således lod den Herre Herren mig skue: Se, den Herre Herren kaldte Ild frem til Straf, og den fortærede det store Verdensdyb; men da den vilde til at fortære Agerlandet, 5 sagde jeg: "Herre, Herre, hold inde! Hvorledes skal Jakob stå det igennem, så lille han er?" 6 Og Herren angrede. "Ej heller det skal ske!" sagde den Herre Herren.
7 Således lod han mig skue: Se, Herren stod på en Mur med et Blylod i Hånden.
8 Og Herren sagde til mig:"Hvad ser du, Amos?" Jeg svarede: "Et Blylod!" Da sagde Herren: "Se, jeg sænker Loddet i mit Folk Israel: jeg vil ikke spare det længer.
9 Isaks Høje bliver øde, Israels Helligdomme styrtes, med Sværd står jeg op mod Jeroboams Hus."
10 Men Amazja, Betels Præst sendte Bud til Kong Jeroboam af Israel og lod sige: "Amos stifter en Sammensværgelse imod dig midt i Israels Hus; Landet kan ikke bære alle hans Ord. 11 Thi således siger Amos: For Sværdet skal Jeroboam dø, og Israel skal bortføres fra sin Jord." 12 Og Amazja sagde til Amos: "Seer, gå din Vej og se at komme til Judas Land! Der kan du tjene dit Brød og profetere. 13 Men i Betel må du ikke profetere længer, thi det er kongens Helligdom og Rigets Tempel." 14 Amos svarede Amazja: "Jeg er hverken Profet eller Profetlærling: jeg er Fårehyrde og avler Morbærfigen; 15 men Herren tog mig fra Hjorden og sagde til mig: Gå hen og profeter for mit Folk Israel! 16 Så hør nu Herrens Ord! Du siger: Du må ikke profetere mod Israel, ej prædike mod Israels Hus! 17 Derfor, så siger Herren: Din Hustru bliver Skøge i Byen, dine Sønner og Døtre skal falde for Sværd; din Jord skal udskiftes med Snor, og selv skal du dø på uren Jord. Og bort fra sin Jord skal Israel føres."
8 Således lod Herren mig skue: Se, der var en kurv sommerfrugt. 2 Og han sagde: "Hvad ser du, Amos?" Jeg svarede: "En kurv Sommerfrugt!" Da sagde Herren til mig: "Enden er kommet for mit Folk Israel; jeg vil ikke længer bære over med det."
3 Paladsets Sangerinder skal jamre på denne Dag, så lyder det fra den Herre Herren. Dynger af Lig er henkastet alle Vegne.
4 Hør, I, som knuser de fattige, gør det af med de arme i Landet 5 og siger: "Hvornår er Nymånen omme, så vi kan få solgt noget Korn, Sabbaten, så vi kan åbne vort Kornsalg, gøre Efaen lille og Sekelen stor og med Svig gøre Vægten falsk 6 for at købe den ringe for Sølv, den fattige for et Par Sko og få Afaldskornet solgt?" 7 Herren svor ved Jakobs Stolthed: Aldrig glemmer jeg een af deres Gerninger!
8 Må Jorden ej skælve derover og enhver, som bor på den, sørge? Den stiger overalt som Nilen og synker som Ægyptens Flod. 9 På hin Dag lader jeg det ske, så lyder det fra den Herre Herren, at Solen går ned ved Middag, og Jorden bliver mørk ved højlys Dag. 10 Jeg vender eders Fester til Sorg og alle eders Sange til klage, lægger Sæk om alle Lænder, gør hvert et Hoved skaldet, bringer Sorg som over en enbåren, en bitter Dag til sidst.
11 Se, Dage skal komme, lyder det fra den Herre Herren, da jeg sender Hunger i Landet, ikke Hunger efter Brød, ikke Tørst efter Vand, men efter at høre Herrens Ord. 12 Da vanker de fra Hav til Hav, flakker fra Nord til Øst for at søge Herrens Ord, men finder det ej. 13 Den Dag vansmægter af Tørst de fagre Jomfruer og unge Mænd, 14 som sværger ved Samarias Synd, som siger: "Ved din Gud, o Dan!" "Ved din Skytsgud, o Beersjeba!" de skal falde, ej mere stå op.
9 Herren så jeg; han stod ved alteret og sagde: Til Søjlehovedet slår jeg, så Dørens Tærskel ryster. Jeg rammer dem alle i Hovedet, de sidste dræber jeg med Sværd; ingen af dem skal undfly, ingen af dem skal reddes. 2 Bryder de ind i Dødsriget, min Hånd skal hente dem der; stiger de op til Himlen, jeg styrter dem ned derfra; 3 skjuler de sig på Karmels Top, jeg finder og henter dem der; gemmer de sig for mig på Havsens Bund, jeg byder Slangen bide dem der; 4 vandrer de som Fanger for deres Fjender, jeg byder Sværdet dræbe dem der. Jeg fæster mit Øje på dem til Ulykke, ikke til Lykke.
5 Herren, Hærskarers Herre, som rører ved Jorden, så den skælver, så alle, som bor på den, sørger, så den stiger overalt som Nilen og synker som Ægyptens Flod, 6 han, som bygged sin Højsal i Himlen, som fæstned sit Hvælv på Jorden, kalder ad Havets Vande og gyder dem ud over Jorden, Herren er hans Navn.
7 Er I mig ej som Ætiopiens Børn, Israeliter, lyder det fra Herren; har jeg ikke ført Israel op fra Ægyptens Land, Filisterne fra Kaftor, Aram fra Kir?
8 Se, den Herre Herrens Øjne er vendt mod det syndige Rige, og jeg udsletter det af Jorden. Dog vil jeg ikke helt udslette Jakobs Hus, lyder det fra Herren; 9 thi se, jeg byder, at Israels Hus skal sigtes blandt alle Folkene, som man sigter med Sold, uden at et Korn falder til Jorden. 10 For Sværdet skal alle Syndere i mit Folk dø, de, som siger: "Os når Ulykken ikke; den kommer ikke over os."
11 På hin dag rejser jeg Davids faldne Hytte; jeg tætter dens Revner, opfører, hvad der sank i Grus, og bygger den som i gamle Dage, 12 så de tager Edoms Rest i Eje og alle de Folk, over hvilke mit Navn er nævnt, lyder det fra Herren, som fuldbyrder dette.
13 Se, Dage skal komme, lyder det fra Herren, da Plovmand følger Høstmand i Hælene og Drueperser Sædemand, da Bjergene drypper med Most og alle Høje flyder. 14 Da vender jeg mit Folk Israels skæbne, og de skal bygge de ødelagte byer og bo deri, de skal plandte vingåre og drikke vinen, anlægge haver og spise frugten. 15 Jeg planter dem i deres jord, og de skal aldrig mere rykkes op af deres jord, som jeg gav dem, siger herren din Gud.