7 Min Søn, vogt dig mine Ord,mine bud må du gemme hos dig; ² vogt mine bud, så skal du leve, som din Øjesten vogte du, hvad jeg har lært dig; ³ bind dem om dine Fingre, skriv dem på dit Hjertes Tavle, ⁴ sig til Visdommen: "Du er min Søster!" og kald Forstanden Veninde, ⁵ at den må vogte dig for Andenmands Hustru, en fremmed Kvinde med sleske Ord. ⁶ Thi fra mit Vindue skued jeg ud, jeg kigged igennem mit Gitter; ⁷ og blandt de tankeløse så jeg en Yngling, en uden Vid blev jeg var blandt de unge; ⁸ han gik på Gaden tæt ved et Hjørne, skred frem på Vej til hendes Hus ⁹ i Skumringen henimod Aften, da Nat og Mørke brød frem. ¹⁰ Og se, da møder Kvinden ham i Skøgedragt, underfundig i Hjertet; ¹¹ løssluppen, ustyrlig er hun, hjemme fandt hendes Fødder ej Ro; ¹² snart på Gader, snart på Torve, ved hvert et Hjørne lurer hun; - ¹³ hun griber i ham og kysser ham og siger med frække Miner; ¹⁴ "Jeg er et Takoffer skyldig og indfrier mit Løfte i Dag, ¹⁵ gik derfor ud for at møde dig, søge dig, og nu har jeg fundet dig! ¹⁶ Jeg har redt mit Leje med Tæpper, med broget ægyptisk Lærred ¹⁷ jeg har stænket min Seng med Myrra, med Aloe og med Kanelbark; ¹⁸ kom, lad os svælge til Daggry i Vellyst, beruse os i Elskovs Lyst! ¹⁹ Thi Manden er ikke hjemme, - på Langfærd er han draget; ²⁰ Pengepungen tog han med, ved Fuldmåne kommer han hjem!" ²¹ Hun lokked ham med mange fagre Ord, forførte ham med sleske Læber; ²² tankeløst følger han hende som en Tyr, der føres til Slagtning, som en Hjort, der løber i Nettet, ²³ til en Pil gennemborer dens Lever, som en Fugl, der falder i Snaren, uden at vide, det gælder dens Liv. ²⁴ Hør mig da nu, min Søn, og lyt til min Munds Ord! ²⁵ Ej bøje du Hjertet til hendes Veje, far ikke vild på hendes Stier; ²⁶ thi mange ligger slagne, hvem hun har fældet, og stor er Hoben, som hun slog ihjel. ²⁷ Hendes Hus er Dødsrigets Veje, som fører til Dødens Kamre.