41 Ingen drister sig til at tirre den, hvem holder Stand imod den? ² Hvem møder den og slipper fra det hvem under hele Himlen? ³ Jeg tier ej om dens Lemmer, hvor stærk den er, hvor smukt den er skabt. ⁴ Hvem har trukket dens Klædning af, trængt ind i dens dobbelte Panser? ⁵ Hvem har åbnet dens Ansigts Døre? Rundt om dens Tænder er Rædsel. ⁶ Dens Ryg er Reder af Skjolde, dens Bryst er et Segl af Sten; ⁷ de sidder tæt ved hverandre, Luft kommer ikke ind derimellem; ⁸ de hænger fast ved hverandre, uadskilleligt griber de ind i hverandre. ⁹ Dens Nysen fremkalder strålende Lys, som Morgenrødens Øjenlåg er dens Øjne. ¹⁰ Ud af dens Gab farer Fakler, Ildgnister spruder der frem. ¹¹ Em står ud af dens Næsebor som af en ophedet, kogende Kedel. ¹² Dens Ånde tænder som glødende Kul, Luer står ud af dens Gab. ¹³ Styrken bor på dens Hals, og Angsten hopper foran den. ¹⁴ Tæt sidder Kødets Knuder, som støbt til Kroppen; de rokkes ikke; ¹⁵ fast som Sten er dens Hjerte støbt, fast som den nederste Møllesten. ¹⁶ Når den rejser sig, gyser Helte, fra Sans og Samling går de af Skræk. ¹⁷ Angriberens Sværd holder ikke Stand, ej Kastevåben, Spyd eller Pil. ¹⁸ Jern regner den kun for Halm og Kobber for trøsket Træ; ¹⁹ Buens Søn slår den ikke på Flugt, Slyngens Sten bliver Strå for den, ²⁰ Stridskøllen regnes for Rør, den ler ad det svirrende Spyd. ²¹ På Bugen er der skarpe Rande, dens Spor i Dyndet er som Tærskeslædens; ²² Dybet får den i Kog som en Gryde, en Salvekedel gør den af Floden; ²³ bag den er der en lysende Sti, Dybet synes som Sølverhår. ²⁴ Dens Lige findes ikke på Jord, den er skabt til ikke at frygte. ²⁵ Alt, hvad højt er, ræddes for den, den er Konge over alle stolte Dyr.