Jeremias 14-17

Dette er Biblen på dansk

14 Herrens Ord, som kom til Jeremias om tørken. ² Juda sørger; dets Porte vansmægter sørgeklædt i Støvet, Jerusalems Skrig stiger op, ³ og dets Stormænd sender deres Drenge efter Vand, de kommer til Brønde, men finder ej Vand, vender hjem med tomme Spande, med Skam og Skændsel og tilhyllet Hoved. ⁴ Over Jorden, som revner af Angst, da Regn ej falder i Landet, er Bønderne beskæmmede, tilhyller Hovedet. ⁵ Selv Hinden på Marken forlader sin nyfødte Kalv, thi Græs er der ikke. ⁶ På nøgne Høje står Vildæsler og snapper efter Luft som Sjakaler, deres Øjne vansmægter, thi Grønt er der ikke.

⁷ Vidner vore Synder imod os, Herre, grib så for dit Navns Skyld ind! Thi mange Gange faldt vi fra, mod dig har vi syndet. ⁸ Du Israels Håb og Frelser i Nødens Stund! Hvorfor er du som fremmed i Landet, som en Vandringsmand, der kun søger Nattely? ⁹ Hvorfor er du som en rådvild Mand, som en Helt, der ikke kan frelse? Du er dog i vor Midte, Herre, dit Navn er nævnet over os, så lad os ej fare!

¹⁰ Så siger Herren til dette Folk: De elsker at flakke omkring og sparer ej Fødderne, men ejer ikke Herrens Behag. Han ihukommer nu deres Brøde, hjemsøger deres Synder.

¹¹ Og Herren sagde til mig: "Bed ikke om Lykke for dette Folk! ¹² Når de faster, hører jeg ikke deres Klage, og når de ofrer Brændoffer og Afgrødeoffer, har jeg ikke Behag i dem; nej, med Sværd, Hunger og Pest vil jeg gøre Ende på dem!" ¹³ Da sagde jeg: "Ak, Herre, Herre! Profeterne siger jo til dem: I skal ikke se Sværd, og Hungersnød skal ikke komme over eder, thi tryg Fred giver jeg eder på dette Sted." ¹⁴ Herren svarede: "Profeterne profeterer Løgn i mit Navn; jeg har ikke sendt dem eller givet dem noget Bud eller talet til dem. Løgnesyner og falsk Spådom og deres Hjertes Bedrag er det, de profeterer for eder! ¹⁵ Derfor, så siger Herren til Profeterne, der profeterer i mit Navn, skønt jeg ikke har sendt dem, og som siger, at der ikke skal komme Sværd eller Hunger i dette Land: Disse Profeter skal omkomme ved Sværd og Hunger; ¹⁶ og folket, de profeterer for, skal slænges hen på Jerusalems Gader for Hunger og Sværd, og ingen skal jorde dem, hverken dem eller deres Hustruer, Sønner eller Døtre. Jeg udøser deres Ondskab over dem."

¹⁷ Og du skal sige dette Ord til dem: Mine Øjne skal rinde med Gråd ved Nat og ved Dag og aldrig høre op; thi mit Folks jomfruelige Datter ligger lemlæstet hårdt, Såret er såre svart. ¹⁸ Hvis jeg går ud på Marken, se sværdslagne Mænd, og kommer jeg ind i Byen, se Hungerens Kvaler! Thi både Profet og Præst drager bort til et Land, de ej kender.

¹⁹ Har du ganske vraget Juda, væmmes din Sjæl ved Zion? Hvorfor har du slået os, så ingen kan læge? Man håber på Fred, men det bliver ej godt, på Lægedoms Tid, men se, der er Rædsel. ²⁰ Vi kender vor Gudløshed, Herre, vore Fædres Brøde, thi vi synded mod dig. ²¹ Bortstød os ikke for dit Navns Skyld, vanær ej din Herligheds Trone, kom i Hu og bryd ej din Pagt med os! ²² Kan blandt Hedningeguderne nogen sende Regn, giver Himlen Nedbør af sig selv? Er det ikke dig, o Herre vor Gud? Så bier vi på dig, thi du skabte alt dette.

15 Da sagde Herren til mig: Om så Moses og Samuel stod for mit Åsyn, vilde mit Hjerte ikke vende sig til dem. Jag dette Folk bort fra mit Åsyn! ² Og når de spørger dig: "Hvor skal vi gå hen?" så svar dem: Så siger Herren: Hvo Dødens er, til Død, hvo Sværdets er, til Sværd, hvo Hungerens er, til Hunger, hvo Fangenskabets er, til Fangenskab! ³ Jeg sætter fire Magter over dem, lyder det fra Herren: Sværdet til at slå ihjel, Hundene til at slæbe bort, Himmelens Fugle og Jordens Dyr til at æde og ødelægge. ⁴ Jeg gør dem til Rædsel for alle Jordens Riger for Ezekiass Søns, Kong Manasse af Judas, Skyld, for alt, hvad han gjorde i Jerusalem.

⁵ Hvo føler, Jerusalem, for dig, hvo ynker dig vel, hvo bøjer af fra Vejen og spørger til dig? ⁶ Du vragede mig, så lyder def fra Herren; du veg bort. Jeg udrækker Hånden, udsletter dig, træt af at ynkes. ⁷ Med Kasteskovl kaster jeg dem i Landets Porte, mit Folk gør jeg barnløst og til intet; de vendte ej om. ⁸ Flere end Havets Sandskorn bliver deres Enker. Jeg sender over Ynglingens Moder ved Middag en Hærger, brat lader jeg Angst og Rædsel falde på hende. ⁹ Syvsønnemoder vansmægter, opgiver Ånden, hendes Sol går alt ned ved Dag, hun beskæmmes og blues. De overblevne giver jeg til Sværdet for Fjendernes Øjne, lyder det fra Herren.

¹⁰ Ve mig, min Moder, at du fødte mig, en Tvistens og kivens Mand for Alerden ! Jeg gav eller modtog ej Lån, og de bander mig alle. ¹¹ Herren sagde: Sandelig, jeg løser dig, at det må gå dig vel. Sandelig, jeg lader Fjenden bønfalde dig i Ulykkens og Trængselens Tid. ¹² Sønderbryder man Jern, Jern fra Norden, og kobber? ¹³ Din Rigdom og dine Skatte giver jeg hen til Rov, ikke for Betaling, men til Straf for alle dine Synder i alle dine Landemærker; ¹⁴ jeg lader dig trælle for dine Fjender i et Land, du ikke kender, thi Ild luer op i min Vrede; den brænder mod eder. ¹⁵ Du kender det, Herre, kom mig i Hu, tag dig af mig; hævn mig på dem, som forfølger mig, vær ikke langmodig, så jeg rives bort! Vid, at for din Skyld bærer jeg Hån ¹⁶ fra dem, der lader hånt om dit Ord; ryd dem ud!" Men mig blev dit Ord til Fryd og til Hjertens Glæde; thi dit Navn er nævnet over mig, Herre, Hærskarers Gud. ¹⁷ Ikke sad jeg og jubled i glades Lag; grebet af din Hånd sad jeg ene, thi du fyldte mig med Harme. ¹⁸ Hvorfor er min Smerte evig, ulægeligt mit Sår? Det vil ikke læges. Du blev mig som en skuffende Bæk, som Vand, der sviger.

¹⁹ Derfor så siger Herren: Omvender du dig, vil jeg omvende dig, så du står for mit Åsyn; giver du det ædle, ej det uædle, Vækst, skal du være som min Mund. De skal vende om til dig, du ikke til dem. ²⁰ Jeg gør dig for dette Folk til en Kobbermur, ingen kan storme; de skal kæmpe mod dig, men ikke få Overhånd over dig, thi jeg er med dig for at frelse og redde dig, lyder det fra Herren. ²¹ Jeg redder dig af ondes Vold og frier dig af Voldsmænds Hånd.

16 Herrens Ord kom til mig således ² Du skal ikke tage dig en Hustru og ikke have Sønner eller Døtre på dette Sted. ³ Thi så siger Herren om de Sønner og Døtre, der fødes på dette Sted, og om Mødrene, som føder dem, og Fædrene, som avler dem i dette Land: ⁴ En smertefuld Død skal de dø; der skal ikke holdes Dødeklage over dem, og de skal ikke jordes; til Gødning på Marken skal de blive. De skal omkomme ved Sværd og Hunger; deres Lig skal være Hinmmmmelens Fugle og Jordens Dyr til Æde.

⁵ Thi så sigem Herren: Kom ikke i Sorgens Hus, gå ikke til Klage, vis dem ikke Medynk, thi jeg lager min Fred fra dette Folk, lyder det fra Herren, både Nåde og Barmhjerlighed; ⁶ og store og små skal dø i dette Land og ikke jordes. De skal ikke holde Dødeklage eller ridse Huden eller klippe sig for deres Skyld, ⁷ bryde Brød til en, der har Sorg, til Trøst for den døde, eller kvæge ham med Trøstebæger for Fader og Moder. ⁸ Og kom ikke i et Gildehus for at sidde iblandt dem og spise og drikke; ⁹ thi så siger Hærskarers Herre, Israels Gud: Se, for eders Øjne og i eders Dage gør jeg på dette Sted Ende på Fryderåb og Glædesråb, Brudgoms Røst og Bruds Røst.

¹⁰ Når du forkynder dette Folk alle disse Ord, og de siger til dig: "Hvorfor udtaler Herren al den store Ulykke over os, og hvad er det for en Brøde og Synd, vi har gjort mod Herren vor Gud?" ¹¹ svar dem så: Fordi eders Fædre forlod mig, lyder det fra Herren, og holdt sig til andre Guder og dyrkede og tilbad dem; mig forlod de og holdt ikke min Lov; ¹² og I bærer eder værre ad end eders Fædre, thi se, I vandrer hver efter sit onde Hjertes Stivsind uden at høre mig; ¹³ derfor slænger jeg eder bort fra dette Land til et Land, I ikke kender, så lidt som eders Fædre, og der skal I dyrke andre Guder både bag og Nat; thi jeg vil ikke give eder Nåde.

¹⁴ Se, derfor skal Dage komme, lyder det fra Herren, da det ikke mere hedder: "Så sandt Herren lever, der førte Israeliterne op fra Ægypten!" ¹⁵ men: "Så sandt Herren lever, der førte Israeliterne op fra Nordens Land og alle de Lande, til hvilke han havde stødt dem bort!" Og jeg fører dem hjem til deres Land, som jeg gav deres Fædre.

¹⁶ Se, jeg sender Bud efter Fiskere i Mængde, lyder det fra Herren, og de skal fiske dem; og siden sender jeg Bud efter Jægere i Mængde, og de skal jage dem fra hvert Bjerg, hver Høj og Klippernes Kløfter. ¹⁷ Thi mine Øjne er rettet på alle deres Veje; de er ikke skjult for mig, og deres Brøde er ikke dulgt for mine Øjne. ¹⁸ Og først giver jeg dem tvefold Gengæld for deres Brøde og Synd, fordi de vanhelligede mit Land med deres væmmelige Guders Ådsler og fyldte min Arvelod med deres Vederstyggeligheder.

¹⁹ Herre, min Styrke, mit Værn, min Tilflugt i Nødens Stund! Til dig skal Folkeslag komme fra den vide Jord og sige: "Vore Fædre arved kun Løgn, Afguder, ingen af dem hjælper. ²⁰ Kan et Menneske lave sig Guder? De er dog ikke Guder!"

²¹ Se, derfor lader jeg dem mærke, denne Gang lader jeg dem mærke min Hånd og min Styrke; og de skal kende, at mit Navn er Herren.

17 Optegnet er Judas Synd med med griffel af jern, med Diamantspids ristet i deres Hjertes Tavle og på deres Altres Horn, ² når Sønnerne kommner deres Altre og Asjerer i Hu, på alle grønne Træer, på de høje Steder, ³ på Bjergene på Marken. Din Rigdom, alle dine Skatte giver jeg hen til Rov til Løn for din Synd, så langt dine Grænser når. ⁴ Din Hånd må slippe din Arvelod, den, jeg gav dig. Jeg lader dig, trælle for Fjender i et ukendt Land, thi Ild luer op i min Vrede, den brænder evigt.

⁵ Så siger Herren: Forbandet være den Mand, som stoler på Mennesker, og som holder Kød for sin Arm, hvis Hjerte viger fra Herren. ⁶ Han bliver som Ødemarkens Ene og får ej Lykke at se; han bor i glødende Ørk, i Saltland, hvor ingen fæster Bo. ⁷ Velsignet være den Mand, som stoler på Herren, og hvis Tillid Herren er. ⁸ Han bliver somn et Træ, der er plantet ved Vand, og strækker sine Rødder til Bækken, ej ængstes, når Heden komnmer, hvis Løv er frodig grønt, som ej ængstes i Tørkens År eller ophører med at bære Frugt.

⁹ Hjertet er svigefuldt fremfor alt, det er sygt, hvo kender det? ¹⁰ Jeg, Herren, jeg ransager Hjerte og prøver Nyrer for at gengælde hver hans Færd, hans Gerningers Frugt.

¹¹ Som en Agerhømme på Æg, den ikke har lagt, er den, der vinder Rigdom med Uret; han må slippe den i Dagenes Hælvt og slår ved sin Død som en Dåre.

¹² En Herlighedstrone, en urgammel Høj er vor Helligdoms Sted. ¹³ Herre, du Israels Håb, enhver, der forlader dig, får Skam; de, der falder fra dig, skal udryddes af Landet, thi Herren, er Kilden med levende Vand, forlod de.

¹⁴ Læg mig, Herre, så jeg læges, frels du mig, så jeg frelses, thi du er min Ros. ¹⁵ Se, de andre siger til mig: "Hvor er Herrens Ord? Lad det konmme!" ¹⁶ Jeg vægred mig ej ved at være Hyrde i dit Spor", begæred ej heller Ulykkens Dag, du ved det; hvad der udgik fra mine Læber, er for dit Åsyn. ¹⁷ Bliv ikke en Rædsel for mig, du min Tilflugt på Ullykkens Dag. ¹⁸ Lad Forfølgerne beskæmmes, lad ej mig beskæmmes, lad dem forfærdes, lad ej mig forfærdes; send over dem Ulykkens Dag, knus dem og gentag Slaget!

¹⁹ Således sagde Herren til mig: Gå hen og stil dig i Folkets Sønners Port, ad hvilken Judas Konger går ind og ud, og i alle Jerusalemns Porte ²⁰ og sig til dem: Hør HerrenS Ord, I Judas Konger og hele Juda og alle Jerusalems Borgere, som går ind ad disse Porte! ²¹ Så siger Herren: Vogt eder for eders Sjæles Skyld, at I ikke bærer Byrder ind gennem Jerusalems Porte på Sabbatsdagen! ²² Bring ingen Byrde ud af eders Huse på Sabbatsdagen og gør intet Arbejde, men hold Sabbalsdagen hellig, som jeg bød eders Fædre. ²³ De hørte ikke og bøjede ikke deres Øre, men gjorde Nakken stiv for ikke at høre eller tage ved Lære. ²⁴ Men hvis I hører mig, lyder det fra Herren, så I ikke bringer nogen Byrde ind gennem denne Bys Porte på Sabbatsdagen, men holder den hellig og ikke gør noget Arbejde på den, ²⁵ så skal Konger og Fyrster, som sidder på Davids Trone, drage ind ad denne Bys Porte med Vogne og Heste, de og deres Fyrster, Judas Mænd og Jerusalems Borgere, og denne By skal stå til evig Tid. ²⁶ Og fra Judas Byer, fra Jerusalems Omegn, fra Benjamins Land, fra Lavlandet, Bjergene og Sydlandet skal man komme og bringe Brændoffer, Slagtoffer, Afgrødeoffer og Røgelse og Takoffer til Herrens Hus. ²⁷ Men hvis I ikke hører mit Ord om at holde Sabbatsdagen hellig og om ikke at bære nogen Byrde ind gennem Jerusalems Porte på Sabbatsdagen, så sætter jeg Ild på dets Porle, og den skal fortære Jerusalems Paladser uden at slukkes.