1 Peter 2:18-3:12
Bibelen på hverdagsdansk
Lev med Kristus som forbillede
18 I, der er slaver, skal underordne jer under jeres herrer og vise dem respekt. Det gælder ikke kun, hvis jeres herrer er gode og venlige, men også hvis de er hårde og urimelige. 19 For det er prisværdigt, hvis I kan udholde selv en urimelig behandling i bevidstheden om at tjene Gud. 20 Der er ingen ære ved at udholde en straf, I har fortjent. Men finder I jer i at blive straffet, selvom I ikke har gjort noget forkert, så er det al ære værd.
21 Lidelse hører med til det kald, I har fået fra Gud. Kristus viste jer et godt eksempel ved at lide for jer, selvom han intet forkert havde gjort. Følg hans eksempel. 22 Han begik aldrig nogen synd og var helt igennem ærlig. 23 Han svarede ikke igen, når han blev uretfærdigt anklaget. Han truede ikke dem, der mishandlede ham, men han overlod sin sag til Gud, der dømmer retfærdigt. 24 Han tog vores synder på sig, da han døde på korset. På den måde blev vi frigjort fra syndens herredømme, så vi nu kan gøre Guds vilje. Ved hans sår fik vi helbredelse. 25 I var som vildfarne får, men nu har I fået en hyrde, der virkelig har omsorg for jer.
Forholdet mellem mand og kone
3 1-2 I kvinder, som er gift, skal underordne jer under jeres mænd. Derved kan nogle af de mænd, som nægter at tage imod budskabet om Jesus, vindes uden ord, når de lægger mærke til jeres respektfulde og eksemplariske levevis. 3 Vær ikke så stærkt optaget af jeres udseende, af kunstfærdige frisurer, kostbare smykker og fornemt tøj, 4 at I forsømmer at pleje hjertets indre skønhed, der giver sig udtryk i en venlig og stilfærdig optræden. Det er en skønhed, som ikke falmer, og den er meget værd i Guds øjne. 5 Det var den samme skønhed, der i gamle dage prægede de gudfrygtige kvinder, som satte al deres lid til Gud og underordnede sig deres mænd. 6 Således adlød Sara sin mand, Abraham, og kaldte ham „herre”. I er hendes „døtre”, hvis I på den måde gør det rette, og så behøver I ikke være bange for, at I bliver truet af jeres mænd.
7 Og I mænd, vær hensynsfulde over for jeres koner. Værdsæt deres særlige følsomhed og vis dem ære, for de er medarvinger til det evige liv. Hvis ikke I ærer dem, bliver jeres bønner blokeret.
Kristnes indbyrdes forhold
8 Og nu et ord til jer alle: I skal leve i indbyrdes harmoni og være medfølende, kærlige, omsorgsfulde og ydmyge over for hinanden. 9 Gengæld ikke ondt med ondt, eller anklage med anklage, men velsign i stedet for. I er kaldet til at velsigne hinanden, og derved bliver I også selv velsignet. 10 Som Skriften siger:
„De, der gerne vil have et godt liv
og ønsker sig gode dage,
skal holde deres tunge i skak
og ikke lade løgn komme over deres læber.
11 De skal holde sig fra det onde,
gøre det gode og stræbe efter fred.
12 Herren beskytter de retskafne og hører deres bøn om hjælp,
men han er imod dem, der handler ondt.”[a]
Footnotes
- 3,12 Sl. 34,13-17a.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.