Første Kongebog 2:12-3:28
Bibelen på hverdagsdansk
12 Salomon blev den nye konge efter sin far David, og hans kongedømme var stærkt fra starten.
Salomon befæster sit kongedømme
13 En dag opsøgte Adonija Salomons mor, Batsheba.
„Kommer du i et fredeligt ærinde?” spurgte hun.
„Ja, det gør jeg,” svarede Adonija. 14 „Faktisk kommer jeg for at bede dig gøre mig en tjeneste.”
„Hvilken tjeneste?” spurgte hun.
15 „Jo, ser du,” begyndte Adonija. „Det var jo egentlig mig, der havde krav på tronen, for jeg var den ældste af Davids sønner, der er i live, og hele Israel forventede, at jeg blev konge. Men så overtog min bror som bekendt det hele—og det må vel være Herrens vilje. 16 Nu beder jeg dig blot love mig, at du vil gøre mig en lille tjeneste.”
„Hvad drejer det sig om?” spurgte Batsheba.
17 „At du taler til kong Salomon på mine vegne,” svarede Adonija. „Jeg ved jo, at han vil gøre, hvad du beder ham om. Bed ham om at give mig Abishag fra Shunem til kone.”
18 „Jeg skal gøre, hvad jeg kan,” lovede hun.
19 Så gik Batsheba til kong Salomons tronsal. Da hun kom ind, gik han hende i møde og bøjede sig dybt for hende, hvorefter han gav ordre til, at der skulle bæres en trone frem til hende. Den blev anbragt på hans højre side, og hun tog plads.
20 „Jeg vil bede dig gøre mig en lille tjeneste,” begyndte hun. „Jeg håber ikke, du skuffer mig.”
„Hvad tænker du på, mor?” spurgte han. „Du ved, jeg ikke vil nægte dig noget!”
21 „Så lad din bror Adonija få lov at gifte sig med Abishag,” svarede hun.
22 „Er du vanvittig?” udbrød Salomon. „Hvorfor tror du, han beder om Abishag? Han kunne lige så godt bede om kongeværdigheden med det samme! Han er jo min ældste bror, og han har tilmed Ebjatar og Joab på sin side.” 23-24 Da svor kong Salomon: „Måtte Herren straffe mig om ikke den listige anmodning kommer til at koste Adonija livet! Jeg sværger ved den levende Gud, han, der indsatte mig som konge efter min far og som lovede mig, at min slægt skulle være konger efter mig, at Adonija skal dø allerede i dag!”
25 Salomon befalede Benaja, at han straks skulle hugge Adonija ned med sit sværd.
26 Kongen sagde derefter til Ebjatar: „Tag hjem til din gård i Anatot. Jeg burde egentlig også lade dig henrette, men lad os nu se tiden an, for trods alt bar du Herren, den Almægtiges, Ark, dengang min far var konge, og du udholdt din del af de strabadser, min far måtte igennem.”
27 Dermed blev Ebjatar afsat fra sin stilling som præst for Herren, og samtidig opfyldtes det ord, Herren havde talt i Shilo om Elis efterkommere.
28 Da Joab hørte nyheden om Adonijas død, søgte han straks tilflugt i helligdommen og greb fat om alterets horn. Han var i fare, fordi han havde støttet Adonija i hans oprør, selv om han ikke havde støttet Absalom. 29 Da kong Salomon fik at vide, hvor Joab gemte sig, sendte han Benaja af sted for at henrette ham.
30 Benaja gik hen til helligdommen og sagde til Joab: „I kongens navn: Kom ud!”
„Nej,” svarede Joab, „jeg bliver her, til jeg dør!”
Så vendte Benaja tilbage til kongen med den besked.
31 „Godt,” svarede kongen, „så lad ham dø der! Henret ham ved alteret og begrav ham. Så hviler skylden for de mord, han har begået på uskyldige mennesker, ikke længere på mig og min fars slægt. 32 Herren vil holde ham personligt ansvarlig for at have myrdet to mænd, der var bedre end ham, for det var ikke med min fars samtykke, at de blev myrdet, hverken Abner, der var øverstkommanderende for Israels hær, eller Amasa, der var øverstkommanderende for Judas hær. 33 Må skylden alene tilregnes Joab og hans efterkommere, og må Herren frifinde David og hans efterkommere i den sag.”
34 Så gik Benaja tilbage og dræbte Joab, og han blev begravet uden for sit hus i ørkenen. 35 Kongen udpegede derefter Benaja til sin nye hærfører og Zadok til præst ved helligdommen i Ebjatars sted.
36-37 Kongen sendte nu bud efter Shimi og sagde: „Byg dig et hus her i Jerusalem. Du er under husarrest, og du må ikke forlade byen, uanset hvad der sker. I samme øjeblik du overskrider Kedrondalen, er du dødsens, og du er selv ude om det.”
38 „Godt,” svarede Shimi. „Du er min herre og konge, og jeg vil gøre, som du siger.” Han blev derefter i Jerusalem i lang tid.
39 Men tre år senere flygtede to af Shimis slaver til kong Akish i Gat. Da Shimi fik at vide, at hans slaver var i Gat, 40 sadlede han sit æsel og opsøgte kong Akish. Efter at have fundet sine slaver vendte han tilbage til Jerusalem.
41 Salomon fik imidlertid at vide, at Shimi havde forladt Jerusalem og var taget til Gat og hjem igen. 42 Da sendte han bud efter ham og sagde: „Befalede jeg dig ikke i Guds navn at blive i Jerusalem, hvis du havde dit liv kært? Og svor du ikke på, at du ville blive i byen? 43 Hvorfor har du da trodset min befaling og brudt din ed? 44 Og hvad med alle de onde ting, du gjorde mod min far, David? Nu vil Herren straffe dig for din ondskab, 45 men hans velsignelse vil fortsat hvile over Davids slægt, så de kan bevare kongemagten for evigt.” 46 På kongens befaling henrettede Benaja så Shimi.
Med Adonijas og Joabs død blev Salomons kongedømme yderligere befæstet.
Salomon beder om visdom
3 Salomon gik derefter i forbund med Egypten ved at gifte sig med en datter af den egyptiske konge. Han førte hende til Davidsbyen og boede med hende der, indtil Herrens hus, hans eget palads og bymuren blev færdigbygget.
2 Da Herrens hus endnu ikke var bygget, udførte folket deres ofringer rundt omkring på landets offerhøje. 3 Salomon elskede Herren og fulgte nøje de anvisninger, hans far havde givet ham, men han fortsatte dog med at ofre dyr og brænde røgelse på de gamle offerhøje.
4 En dag tog Salomon til Gibeon for at ofre, for det store alter[a] fandtes der, og han bragte tusind brændofre på alteret. Mens han var i Gibeon, 5 viste Herren sig for ham i en drøm om natten og sagde: „Bed om hvad du vil, og jeg vil give det til dig!”
6 Salomon svarede: „Du har været umådelig god imod min far, fordi han var både trofast, retskaffen og oprigtig i sit forhold til dig. At du gav ham en søn til at følge ham på tronen er et udtryk for din trofasthed imod ham. 7 Herre, min Gud, nu har du gjort mig til konge i min fars sted, men jeg er ung og uerfaren. 8 Det forventes af mig, at jeg skal regere dit udvalgte folk—et folk så stort, at det ikke kan tælles. 9 Giv mig derfor et lydhørt hjerte, så jeg kan lede dit folk, så jeg kan skelne mellem, hvad der er rigtigt og forkert. For hvem kan magte at regere over dit mægtige folk?”
10 Herren syntes godt om Salomons ønske 11 og svarede: „Fordi du bad om evne til at træffe de rigtige beslutninger og ikke om rigdom til dig selv, et langt liv, eller død over dine fjender, 12 vil jeg opfylde din bøn: Jeg vil give dig større visdom end nogen anden nogen sinde har haft eller vil få. 13 Men jeg vil også give dig, hvad du ikke bad om—nemlig rigdom og berømmelse. Så længe du lever, vil ingen af alle verdens konger kunne måle sig med dig. 14 Og hvis du adlyder mine love og forordninger, sådan som din far gjorde, vil jeg give dig et langt liv i tilgift.”
15 Så vågnede Salomon og blev klar over, at han havde drømt; og han vendte tilbage til Jerusalem og gik ind i teltet med Herrens Ark. Foran arken ofrede han brændofre og takofre til Gud, og bagefter holdt han en fest for alle sine embedsmænd.
Et eksempel på Salomons visdom
16 En dag søgte to prostituerede audiens hos kongen. De ville have ham til at fælde dom i en bestemt sag.
17 „Herre,” sagde den første, „vi to bor i samme hus, og for nylig fødte jeg et barn, mens hun var til stede. 18 To dage senere fødte hun også et barn. Der var ingen andre end os i huset, så der var ingen vidner. 19 Men hendes dreng døde midt om natten, fordi hun kom til at ligge på ham. 20 Mens jeg stadig lå og sov, stod hun op og tog min søn, som lå ved min side, og lagde ham over i sin egen seng. Derefter anbragte hun sin egen døde søn hos mig. 21 Tidligt om morgenen stod jeg op for at amme mit barn, men så opdagede jeg, at drengen var død! Men da jeg så nøje på ham, kunne jeg se, at den døde dreng slet ikke var min søn.”
22 „Det passer ikke!” protesterede den anden kvinde. „Det er min søn, der lever, og din, der er død!”
„Nej,” svarede den første kvinde, „den døde dreng er din, og den levende er min!” Sådan blev de ved med at skændes et stykke tid.
23 Da sagde kongen: „I kan åbenbart ikke blive enige. 24 Hent mig lige et sværd!” Så blev der hentet et sværd, 25 og kongen gav følgende ordre: „Tag det levende barn og hug det midt over, så kan hver af kvinderne få halvdelen!”
26 Men hende, der var mor til barnet, holdt jo af det og råbte: „Åh nej, herre, dræb ikke barnet! Så giv det hellere til hende!” Men den anden kvinde sagde: „Nej, hvis ingen af os kan få barnet, er det bedre at hugge det midt over!”
27 Da faldt kongens dom: „Slå ikke barnet ihjel,” befalede han, „men giv det til den kvinde, som ønskede at skåne det; for det er hende, der er mor til barnet.”
28 Rygtet om kongens kloge dom spredtes hurtigt ud over landet, og det skabte respekt omkring ham, for alle var forbløffet over den visdom, Gud havde givet Salomon.
Footnotes
- 3,4 Ifølge 2.Krøn. 1,3-6 stod åbenbaringsteltet på Gibeonhøjen på dette tidspunkt, mens pagtens ark stod i Jerusalem.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.