David Spares Saul

24 When Saul returned from pursuing the Philistines,(A) he was told, “David is in the wilderness near En-gedi.”(B) So Saul took three thousand of Israel’s fit young men(C) and went to look for David and his men in front of the Rocks of the Wild Goats. When Saul came to the sheep pens along the road, a cave was there, and he went in to relieve himself.[a](D) David and his men were staying in the recesses of the cave,(E) so they said to him, “Look, this is the day the Lord told you about: ‘I will hand your enemy over to you so you can do to him whatever you desire.’” Then David got up and secretly cut off the corner of Saul’s robe.

Afterward, David’s conscience bothered[b](F) him because he had cut off the corner of Saul’s robe.[c] He said to his men, “As the Lord is my witness, I would never do such a thing to my lord, the Lord’s anointed.(G) I will never lift my hand against him, since he is the Lord’s anointed.”(H) With these words David persuaded[d] his men, and he did not let them rise up against Saul.

Then Saul left the cave and went on his way. After that, David got up, went out of the cave, and called to Saul, “My lord the king!” When Saul looked behind him, David knelt low with his face to the ground and paid homage.(I) David said to Saul, “Why do you listen to the words of people who say, ‘Look, David intends to harm you’? 10 You can see with your own eyes that the Lord handed you over to me today in the cave.(J) Someone advised me to kill you,(K) but I[e][f] took pity on you and said: I won’t lift my hand against my lord, since he is the Lord’s anointed. 11 Look, my father!(L) Look at the corner of your robe in my hand, for I cut it off, but I didn’t kill you. Recognize[g] that I’ve committed no crime or rebellion. I haven’t sinned against you even though you are hunting me down to take my life.(M)

12 “May the Lord judge between me and you, and may the Lord take vengeance on you for me, but my hand will never be against you.(N) 13 As the old proverb says, ‘Wickedness comes from wicked people.’(O) My hand will never be against you. 14 Who has the king of Israel come after? What are you chasing after? A dead dog? A single flea?(P) 15 May the Lord be judge and decide between you and me. May he take notice and plead my case and deliver[h] me from you.”(Q)

16 When David finished saying these things to him, Saul replied, “Is that your voice, David my son?” (R) Then Saul wept aloud 17 and said to David, “You are more righteous than I, for you have done what is good to me though I have done what is evil to you.(S) 18 You yourself have told me today what good you did for me: when the Lord handed me over to you, you didn’t kill me.(T) 19 When a man finds his enemy, does he let him go unharmed?[i](U) May the Lord repay you with good for what you’ve done for me today.

20 “Now I know for certain you will be king, and the kingdom of Israel will be established[j] in your hand.(V) 21 Therefore swear to me by the Lord that you will not cut off my descendants or wipe out my name from my father’s family.”(W) 22 So David swore to Saul. Then Saul went back home, and David and his men went up to the stronghold.(X)

Footnotes

  1. 24:3 Lit to cover his feet
  2. 24:5 Lit David’s heart struck
  3. 24:5 Some Hb mss, LXX, Syr, Vg; other Hb mss omit robe
  4. 24:7 Or restrained
  5. 24:10 LXX, Syr, Tg; MT reads she or it
  6. 24:10 Or my eye
  7. 24:11 Lit Know and see
  8. 24:15 Lit render a verdict for
  9. 24:19 Lit go on a good way
  10. 24:20 Or will flourish

24 Derpå drog David op til Klippehøjderne ved En-Gedi og opholdt sig der. Da Saul kom tilbage fra Forfølgelsen af Filisterne, blev det meldt ham, at David var i En-Gedis Ørken. Så tog Saul 3000 Krigere, udsøgte af hele Israel, og drog ud for at søge efter David og hans Mænd østen for Stenbukke klipperne. Og han kom til Fårefoldene ved Vejen. Der var en Hule, og Saul gik derind for at tildække sine Fødder. Men David og hans Mænd lå inderst i Hulen. Da sagde Davids Mænd til ham: "Se, nu er den Dag kommet, Herren havde for Øje, da han sagde til dig: Se, jeg giver din Fjende i din Hånd, så du kan gøre med ham, hvad du finder for godt!" Men han svarede sine Mænd: "Herren lade det være langt fra mig! Slig en Gerning gør jeg ikke mod min Herre, jeg lægger ikke Hånd på Herrens Salvede; thi Herrens Salvede er han!" Og David satte sine Mænd strengt i Rette og tillod dem ikke at overfalde Saul. Da stod David op og skar ubemærket Fligen af Sauls Kappe. Men bagefter slog Samvittigheden David, fordi han havde skåret Sauls kappeflig af.

Da nu Saul rejste sig og forlod Hulen for at drage videre, stod David op bagefter, gik ud af Hulen og råbte efter Saul: "Herre Konge!" Og da Saul så sig tilbage, kastede David sig ned med Ansigtet mod Jorden og bøjede sig for ham. 10 Og David sagde til Saul: "Hvorfor lytter du til, hvad folk siger: Se, David har ondt i Sinde imod dig? 11 I Dag har du dog med egne Øjne set, at Herren gav dig i min Hånd inde i Hulen; og dog vilde jeg ikke dræbe dig, men skånede dig og sagde: Jeg vil ikke lægge Hånd på min Herre, thi han er Herrens Salvede! 12 Og se, Fader, se, her har jeg Fligen af din kappe i min Hånd! Når jeg skar din Kappeflig af og ikke dræbte dig, så indse dog, at jeg ikke har haft noget ondt eller nogen Forbrydelse i Sinde eller har forsyndet mig imod dig, skønt du lurer på mig for at tage mit Liv. 13 Herren skal dømme mig og dig imellem, og Herren skal give mig Hævn over dig; men min Hånd skal ikke være imod dig! 14 Som det gamle Ord siger: Fra de gudløse kommer Gudløshed! Men min Hånd skal ikke være imod dig. 15 Hvem er det, Israels Konge er draget ud efter, hvem er det, du forfølger? En død Hund, en Loppe! 16 Men Herren skal være Dommer og dømme mig og dig imellem; han skal se til og føre min Sag og skaffe mig Ret over for dig!"

17 Da David havde talt disse Ord til Saul, sagde Saul: "Er det din Røst, min Søn David?" Og Saul brast i Gråd 18 og sagde til David: "Du er retfærdigere end jeg; thi du har gjort mig godt, medens jeg har gjort dig ondt, 19 og du har i Dag vist mig stor Godhed, siden du ikke dræbte mig, da Herren gav mig i din Hånd. 20 Hvem træffer vel sin Fjende og lader ham gå i Fred? Herren gengælde dig det gode, du har øvet imod mig i Dag! 21 Se, jeg ved, at du bliver Konge, og at Kongedømmet over Israel skal blive i din Hånd; 22 så tilsværg mig nu ved Herren, at du ikke vil udrydde mine Efterkommere efter mig eller udslette mit Navn af mit Fædrenehus!" 23 Det tilsvor David Saul, hvorefter Saul drog hjem, medens David og hans Mænd gik op i Klippeborgen.