Add parallel Print Page Options

Israels mægtige Gud

68 Til korlederen: En lovsang af David.

Når Gud rejser sig,[a] flygter hans fjender,
    alle hans modstandere løber deres vej.
Han driver dem væk,
    som røg drives væk af vinden.
De onde går til grunde
    som voks, der smelter i varmen.

Men de gudfrygtige bliver glade,
    de råber af fryd i Guds nærhed.

Syng lovsange til Gud.
    Ophøj ham, som rider på skyerne.
Hans navn er Jahve,
    fryd jer i hans nærhed.
Gud er som en far for de faderløse,
    han taler de hjælpeløses sag.
        Han regerer fra sin hellige trone.
Han giver de hjemløse et hjem,
    sætter de undertrykte i frihed og gør dem glade.
        Men de genstridige forvises til den golde ørken.

Gud, dengang du gik foran dit folk,
    og de marcherede gennem den udstrakte ørken,
da skælvede jorden af frygt,
    og skyerne kunne ikke holde på regnen.
De rystede for Israels Gud,
    da han viste sin magt i Sinai.
10 Du sendte regn i rigelig mængde,
    du hjalp dit folk, da de var i nød.
11 Du gav dem et sted at bosætte sig,
    du sørgede for de svage i din godhed, Gud.

12 Da hærføreren proklamerede sejren,
    bragte masser af kvinder nyheden videre:
13 „Alle fjendens anførere er flygtet!”
    Så fik kvinderne lov til at fordele byttet.
14 Selv om de var hjemme ved fårefoldene,
    blev de nu smykket med sølv og guld,
        som duen er smykket med glinsende fjer.
15 Da den Almægtige slog kongerne i landet på flugt,
    endte de i en snestorm på Zalmons bjerg.

16 Du strækker dig til himlen, Bashans bjerg,
    du har mange mægtige tinder.
17 Hvorfor er du misundelig på det bjerg,
    som Gud har valgt til sin bolig?
        Dér vil Herren bo for evigt.
18 Da Herren kom fra Sinai til sit hellige sted,
    var han omgivet af tusindvis af stridsvogne.
19 Han steg op til det høje,
    førte frigivne fanger med sig.
Han tog gaver med til folk,
    selv de oprørske gav han et sted at bo.[b]

20 Syng lovsange til Herren hver eneste dag,
    for han bærer vore byrder og redder os.
21 Vor Gud er en frelsende Gud,
    som endog kan redde os fra døden.
22 Men han knuser sine fjenders hoved,
    dem, der vælger at gøre oprør mod ham.
23 Herren siger: „Jeg henter dem ned fra Bashans bjerg,
    jeg trækker dem op fra dybet,
24 så I kan vade rundt i fjendeblod,
    og hundene gnave på deres knogler.”

25 Et festtog går frem i helligt skrud,
    de hylder vor konge og vor Gud.
26 Sangerne går forrest, musikerne bagerst,
    piger med tamburiner danser i midten.
27 Lovsyng Gud i den store forsamling,
    lad alle være med til at prise Herren.
28 Benjamins lille stamme går forrest,
    fulgt af lederne fra Judas stamme,
        og dem fra Zebulon og Naftali.

29 Vis din magt, Gud, din mægtige styrke,
    for vi ved, at du kæmper for dit folk.
30 Når du rejser dig fra dit tempel i Jerusalem,
    må jordens konger bøje sig i hyldest.
31 Dit krigsråb gør egypterne bange,
    selv om de er stærkere end andre nationer.
De bøjer sig dybt og giver dig gaver
    både af guld og sølv,
mens de, der tager kampen op,
    bliver slået og spredt.
32 Egypterne kommer med kostbare gaver,
    kushitterne bøjer sig i ærefrygt for dig, Gud.

33 Lovpris Gud, alle riger på jorden,
    syng lovsange til Herren.
34 Fra ældgammel tid har han redet på skyerne,
    hør blot hans tordnende røst.
35 Giv al ære til Gud, som regerer over Israel
    og har magten i himmelrummet.

36 Ære være Gud i hans helligdom.
    Israels Gud giver styrke til sit folk.
        Al ære og pris til ham.

Footnotes

  1. 68,2 Eller „Måtte Gud rejse sig”. Denne salme er vanskelig at forstå og fortolke, så mange steder er oversættelsen usikker.
  2. 68,19 Teksten er uklar, men ligger til grund for Ef. 4,8.