Kolossensern 2
Bibelen på hverdagsdansk
Paulus kæmper i bøn for menighederne
2 Jeg vil gerne have, at I skal vide, hvor svær en åndelig kamp jeg kæmper både for jer, for menigheden i Laodikea og for alle de andre, som jeg aldrig har mødt personligt. 2 Jeg beder om, at I må blive knyttet sammen i kærlighed og styrkes i jeres tro med en åndelig rigdom af indsigt og overbevisning. Derved vil I bedre kunne fatte det mysterium fra Gud, som Kristus nu har åbenbaret. 3 Det er jo hos ham, at alle visdommens og kundskabens kostelige skatte ligger gemt. 4 Det siger jeg for at advare jer imod dem, der vil prøve at bedrage jer med veltalenhed og falske argumenter. 5 Selvom jeg opholder mig langt borte fra jer, tænker jeg meget på jer, og jeg glæder mig over at høre, at I står sammen i jeres fællesskab og har en stærk tro på Kristus.
Lev jeres liv i lydighed mod Kristus i stedet for religiøse regler
6 Nu, hvor Jesus Kristus er jeres Herre, skal I leve i lydighed mod ham. 7 Stå fast i troen og søg jeres åndelige næring og styrke fra ham, sådan som I har lært, og vær altid fyldt med tak til Gud.
8 Pas på, at I ikke bliver fanget ind af forførende filosofier og indholdsløse ideologier, der ikke er baseret på Kristus, men på menneskelige traditioner og religiøse regler. 9 For i Kristus er hele Guds væsen åbenbaret i menneskelig skikkelse, 10 og alt, hvad I har brug for, kan I få fra ham. Han er den højeste hersker, og alle andre magter og myndigheder i universet er underlagt ham.[a]
11 I behøver ikke at blive omskåret for at blive regnet med til Guds folk. Nej, ved jeres tro på Kristus er I åndeligt talt blevet omskåret. I tog afsked med det gamle liv, 12 da I blev begravet i dåbens vand, ligesom Kristus blev begravet, og I stod op fra dåben til et nyt liv sammen med Kristus, fordi I tror på den Guds kraft, der oprejste ham fra de døde. 13 Engang var I åndeligt talt døde og levede i synd og umoralitet, men Gud har givet jer et nyt liv, ligesom Kristus fik et nyt liv. Gud tilgav os alle vores overtrædelser, 14 og anklageskriftet imod os, som byggede på lovens krav, tilintetgjorde han ved at fastgøre det til korset. 15 Han besejrede ondskabens magter og myndigheder og fratog dem grundlaget for at anklage os, da han offentligt ydmygede dem ved sin sejr på korset.
16 I skal derfor ikke føle fordømmelse, hvis nogen kritiserer jer for, hvad I spiser og drikker, eller hvis nogen anklager jer for ikke at overholde de ugentlige, månedlige eller sæsonbestemte jødiske højtider. 17 Disse lovbud og højtider var påbudt, fordi de pegede hen på noget, som senere skulle ske. De var som skyggen af en fremtidig virkelighed, og den virkelighed er kommet med Kristus. 18 Lad ikke nogen tage den sejr fra jer, som Kristus har vundet. Følg ikke de folk, som insisterer på ydre religiøs fromhed, som tilbeder englene, som fordyber sig i deres egne drømme og syner, og som praler med deres menneskelige visdom. 19 De underordner sig ikke Kristus, som dog er menighedens hoved, hvorfra hele legemet styres og vokser, mens alle dele og forbindelsesled udfører hver deres opgave.
20 Da I nu ligesom Kristus er løst fra jeres gamle liv og dermed ikke længere er underlagt denne verdens religiøse regler, hvorfor så blive ved med at gå op i lovbud som f.eks: 21 „Det må du ikke bruge”, eller: „Den slags er det forbudt at spise” eller: „Det må du ikke røre.” 22 Alle de ting, I ikke må røre, er jo bare almindelige ting, som har en kort levetid og er beregnet til at blive brugt. En sådan lære med bud og regler bygger på mennesketanker. 23 Det kan lyde vældig fromt, og man kan fristes til at tro, at den slags ydre religiøsitet, påtaget ydmyghed og asketiske påbud er udtryk for sand visdom, men i virkeligheden er de uden værdi og effekt over for hjertets ondskab.
Footnotes
- 2,10 Ordret: „hovedet for alle magter og myndigheder”.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.