Add parallel Print Page Options

Israelitternes religiøse fester

23 1-2 Herren bad Moses give israelitterne følgende instrukser: „Det følgende er mine hellige dage, hvor I skal komme sammen for at holde højtid for mig.

Hviledagen

Ugens syvende dag skal være en fuldstændig hviledag, hvor I skal samles for at tilbede Herren. I kan udføre jeres arbejde på ugens øvrige seks dage, men sabbatsdagen skal være helliget mig, lige meget hvor I bor.

Påskedagen og de usyrnede brøds fest

De følgende højtider skal I fejre hvert år på det fastsatte tidspunkt.

Påskedagen falder på den 14. dag i den første måned, og påskemåltidet skal fejres efter solnedgang.

De usyrnede brøds højtid begynder den 15. dag i den samme måned, og den skal vare i syv dage. Under den fest må I ikke spise brød, der er bagt med surdej. På festugens første dag skal folket mødes og tilbede mig, og I skal afholde jer fra alt hårdt arbejde. Det samme skal I gøre på festugens sidste dag, og hver eneste af de syv festdage skal I bringe ildofre til Herren.”

Festen for den første høst

Herren fortsatte med at tale til Moses: 10 „Når I kommer ind i det land, jeg vil give jer, og begynder at høste afgrøde fra jeres marker, skal I hvert år bringe det første neg fra jeres kornhøst til præsten. 11 Det skal I gøre dagen efter sabbatsdagen,[a] og præsten skal så svinge det foran Herrens alter, så Herren kan tage imod jeres taknemmelighedsgave. 12 Samme dag skal I ofre et etårs lam uden skavanker som et brændoffer til Herren. 13 Offeret skal ledsages af et afgrødeoffer på fire liter fint mel rørt op i olivenolie. Det skal være et ildoffer til Herren sammen med et drikoffer bestående af en liter vin. 14 I må hverken spise friske kerner, brød eller ristet korn fra jeres nye høst, før I har bragt denne gave til Herren. Denne lov skal altid gælde, hvor I end bor.

Festen for den store høst

15 Fra dagen efter denne sabbat, den dag, hvor det første neg blev svunget for Herrens ansigt, skal I så tælle nøjagtig syv uger frem, 16 indtil I når frem til dagen efter den syvende sabbat. I skal altså tælle 50 dage[b] frem, og så skal I bringe endnu et høstoffer til Herren.[c] 17 I skal komme med to brød hjemmefra. Brødene skal bages af fire liter fint mel ved brug af surdej, og de skal svinges foran Herrens alter som en taknemmelighedsgave for høsten. 18 Foruden dette afgrødeoffer og drikofferet skal I ofre syv etårs lam uden skavanker, en ung tyr og to væddere som et lifligt brændoffer. 19 Dernæst skal I ofre en gedebuk som syndoffer og to etårs vædderlam som takoffer.

20 Sammen med brødene, som repræsenterer jeres høst, skal præsten svinge disse offergaver foran Herrens alter. De er givet til Herren, men præsterne må spise dem. 21 Denne dag skal udråbes til en hellig festdag for hele folket. Ingen må udføre hårdt arbejde den dag. Dette er en permanent forordning, som skal gælde fra slægt til slægt, hvor I end bor.

22 Når I høster jeres marker, skal I lade noget af kornet langs kanten stå, og de få aks, som høstfolkene overser, skal I lade ligge på marken. Det er til føde for de fattige og fremmede, som ikke selv ejer jord. Jeg er Herren, jeres Gud.”

Nytårsfesten

23 Herren fortsatte med at tale til Moses: 24 „Den første dag i den syvende måned skal være en hvile- og højtidsdag, en mindedag, som indvarsles med lyden fra et vædderhorn.[d] 25 Ingen må udføre hårdt arbejde på den dag, men I skal bringe Herren ildofre.”

Forsoningsdagen

26 Herren fortsatte sine instruktioner til Moses: 27 „Den tiende dag i den syvende måned skal være forsoningsdagen. På den dag skal I faste[e] og holde højtid for Herren med ildofre. 28 I må ikke udføre normalt arbejde, for den dag er afsat til at skabe forsoning mellem jer og Herren, jeres Gud. 29 Enhver, der undlader at faste på den dag, 30 og enhver, som udfører normalt arbejde på den dag, skal dø. 31 Dette er en permanent forordning, der skal gælde fra slægt til slægt, hvor I end bor. 32 Det skal være en fuldkommen hviledag, hvor I skal undlade at spise noget. Forsoningsdagen begynder ved solnedgang den niende og varer til solnedgang næste dag.”

Løvhyttefesten

33 Herren fortsatte: 34 „På den 15. dag i den syvende måned skal I påbegynde løvhyttefesten for Herren, og festen skal vare i syv dage. 35 På den første dag skal folket samles til højtid, og der må ikke udføres noget hårdt arbejde på den dag. 36 På hver af festens syv dage skal I bringe ildofre til Herren. På den ottende dag skal folket samles igen til højtid og bringe ildofre til Herren. Heller ikke på den dag må der udføres hårdt arbejde.

37 Dette er de hellige fester, hvor folket skal holde højtid og bringe ildofre til Herren, både brændofre og afgrødeofre, madofre og drikofre. 38 Disse festdage er ekstra højtider ud over sabbatsdagene, og de ofre, I bringer ved disse fester, skal være i tilgift til jeres normale gaver og taknemmelighedsofre til Herren.

39 Hvad løvhyttefesten angår, skal den vare i en hel uge. Når høsten er overstået, skal festen påbegyndes på den 15. dag i den syvende måned, og både den første dag og den ottende dag skal være hviledage. 40 På den første dag skal I komme med de flotteste frugter, palmegrene, løvrige grene og pilegrene, og i syv dage skal I danse og juble for Herren. 41 Husk, at festen skal være en tilbagevendende begivenhed, som I fejrer år efter år. 42 I syv dage skal alle indfødte israelitter bo i løvhytter, 43 for at de kommende generationer kan vide, hvordan det var, da jeg, Herren, jeres Gud, førte jer ud af Egypten og lod jer bo i løvhytter.”

44 Da Herren var færdig med alle disse instruktioner om festerne, gav Moses dem videre til Israels folk.

Footnotes

  1. 23,11 Dvs. den sabbat, som faldt under den ugelange usyrnede brøds fest. Da israelitternes kalender er fastsat ud fra månens skiften, faldt påsken ikke på samme ugedag hvert år, men festen for den første høst faldt således altid på den dag, vi kalder søndag, dagen efter sabbatten.
  2. 23,16 Da man i denne kultur talte inklusivt, dvs. man talte udgangspunktet med, vil den 50. dag falde nøjagtig 49 dage efter begyndelsesdagen eller 7 uger senere. I det Ny Testamente kaldes denne fest for „Pinsefesten” efter det græske ord for 50.
  3. 23,16 De to væsentligste kornsorter i Israel var byg og hvede. Den tidligere omtalte fest blev holdt i forbindelse med byghøsten, mens festen her blev holdt i forbindelse med hvedehøsten.
  4. 23,24 Den hebraiske tekst bruger et specielt ord (teruah), som betyder „alarm” og forbindes med blæsning i den tids signaltrompet, der var et langt vædderhorn—en shofar. Se 3.Mos. 25,9, hvor det samme ord følger efter ordet shofar. Ordet „minde” eller „huske” blev ofte brugt i forbindelse med Guds overnaturlige indgreb til frelse for sit folk. På denne nytårsdag skulle folket mindes de undere, Herren tidligere havde gjort og dem, han ville gøre i fremtiden.
  5. 23,27 Som tegn på anger over ens synder.