1 Timoteus 2
Bibelen på hverdagsdansk
Opfordring til bøn
2 Derfor understreger jeg vigtigheden af at bede for alle mennesker, påkalde Guds hjælp, gå i inderlig forbøn for hinanden og sige tak til Gud. 2 Bed specielt for konger og alle i ledende stillinger, så vi kan leve et fredeligt og stilfærdigt liv med en værdighed, som ærer Gud. 3 Det er godt og værdsat hos Gud, vores Frelser.
Kernen i det kristne budskab og Paulus som budbringer af det
4 Gud ønsker jo, at alle må komme til erkendelse af sandheden og få det evige liv. 5-6 Der er nemlig kun én Gud og én formidler mellem Gud og mennesker, mennesket Jesus Kristus. Da tiden var inde til det, gav Jesus sit liv som løsesum for at kunne sætte alle mennesker i frihed, og det er kernen i budskabet. 7 Som en trofast og sandfærdig forkynder, apostel og lærer har jeg fået til opgave at bringe dette budskab ud til alle folkeslag. Jeg lyver ikke. Det er den rene og skære sandhed.
Om mænds og kvinders optræden i menigheden
8 Når mændene rundt omkring i menighederne løfter hænderne i bøn, skal det være med hengivenhed til Gud, uden vrede eller indbyrdes splid. 9 Kvinderne skal være anstændige i deres påklædning og smykke sig med en værdig og fornuftig optræden frem for med kunstfærdige frisurer, kostbare smykker og dyrt tøj. 10 Lad dem vise deres gudsfrygt gennem gode gerninger. 11 En kvinde bør underordne sig og tage imod belæring i stilhed. 12 Jeg kan ikke tillade en kvinde at optræde som lærer. Hun bør leve i stilhed og ikke være dominerende over for en mand.[a] 13 Hvorfor? Fordi Adam blev skabt først og derefter Eva. 14 Og det var ikke Adam, der blev bedraget af Satan, men kvinden, og det førte til oprør mod Guds vilje. 15 Men kvinden vil nå frem til det evige liv ved at værne om kaldet som opdrager for sine børn og leve et fornuftigt liv i tro og kærlighed og hellighed.
Footnotes
- 2,12 Eller måske: „sin mand”.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.